Det er kirkens gamle aftengudstjeneste, som var den vigtigste efter højmessen. En vesper fejres dagligt ved solnedgang eller kl. 17. Den har rødder i den jødiske tempeltjenestes aftenoffer, der på Jesu tid blev holdt kl. 15. Da kirken overtog tjenesten, tilføjede man kristne elementer: Lovprisningen af Fader, Søn og Helligånd – den treenige Gud – ved De bibelske Psalmer samt Marias Lovsang. Det er den store af de såkaldte tidebønner, hvoraf to, Morgensang og Aftensang, holdes i kirken. De blev bibeholdt ved reformationen som en del af latinskoledrengenes kirkesangspligt i købstæderne, men blev officielt afskaffet i 1770. Som en rest af dette har vi stadig morgen- og aftenringningen.

Som regel indledes korets vesper af lystændingsbønnen, som er det gamle Lucernarium. Kirken overtog det fra det jødiske sabbatsmåltid og brugte det ved agapemåltidet i Oldkirken. Herfra gik det i Østkirken ind i den daglige aftenbøn, idet det understreger Kristus som verdens lys og lysets ophav. Det synes ikke at have fået samme position i vesten, hvor man op imod år 600 antagelig kun brugte det ved fester, hvorefter det gled ud – men det er i de senere år igen dukket op i den vestlige kirke. Den version, koret bruger, er taget fra "Celebrating Common Prayer – a Version of the Daily Office SSF" (Mowbray 1992) – dansk: KT 1999. Dansk udgave udsendt af selskabet Dansk Tidegærd i 2002.

Vespermaterialet er udgivet af en kreds af præster og organister inden for folkekirken ud fra et ønske om at genoplive kirkens gamle bøn. Teksterne findes i Dansk Tidebog (1971), og musikken i Det danske Antifonale I-II (1971/77). En enkel form er udgivet som Den Lille Tidebog (1997, Århus Musik, findes også på CD).

Eksempel på vesper